Vranglærens genkomst

Efter en anmeldelse af bogen "Love Wins" af Rob Bell til bladet Domino har jeg fået en lang række henvendelser. De spænder fra tak til vrede over at jeg ikke tager afstand fra Rob Bell som jo er en af hvor tids store vranglærere.

En vranglærer forråder kristendommen

I kristendommen er ordet "vranglærer" meget stærkt. I ordet ligger en betydning af at nogen underviser om noget som er helt forkert i forhold til det kristne budskab og hvis man følger dem så mister man sin frelse. Ordet bruges som sådan kun i 2 Pet 2v1-3 hvor Peter på det kraftigste advarer mod disse, men det ligger også implicit i nogle af de modstandere som Paulus kæmpede hårdt imod og de falske profeter og lærere som Jesus advarede om. Den typiske forståelse af ordet vranglærer er en som bevidst eller ubevidst forråder kristendommen og leder andre til at gøre det samme. 

Farligt at beskylde andre for at være vranglærer

Jesus oplevede selv at blive beskyldt for at være besat af en ond ånd. Hans gensvar var at de som sagde dette, ikke blot fornærmede ham, men Helligånden som var i Jesus. Hos Johannes taler Jesus mange gange om at kærligheden til hinanden er det helt essentielle i kristendommen. Enhed er et andet gennemgående træk i alt hvad Gud gør. Når vi derfor beskylder nogen for at være vranglærer, så må vi virkelig være sikker i vores sag, for ellers bryder vi mod det som Jesus angiver som det største og vigtigste bud. 

Rob Bell er ikke vranglærere

Rob Bell er mand som tror på at Jesus er Guds søn som døde, opstod og vil vende tilbage igen. At vi får syndernes tilgivelse ved tro på hans navn. Han kalder folk til at vende sig mod Jesus og finde troen og frelsen i ham. Det er det helt centrale i kristendommen. Han fornægter ikke engang Helvede som enhver læser af hans bog vil kunne konstatere, han håber og tror at folk får en ny chance efter døden til at vende sig mod Kristus når de ser hvordan verden virkelig er skruet sammen. Man kan være enig eller uenig, men det er en diskussion som klart foregår indenfor kristendommens felt. Vi har ingen ret til at kalde ham for vranglærer.

Lyt dog til hvad manden siger

Så er der Rick Warren som bliver udråbt som den der vil forene islam og kristendom. Ufatteligt at der er folk som kan fastholde denne påstand når Rick rent faktisk aldrig har sagt noget i den retning og gentagne gange har taget afstand fra den beskyldning. Hans eneste "forbrydelse" er at han har opfordret både kristne og muslimer om at gå sammen og gøre godt i vores samfund. En modig tanke, spændende, måske kontroversiel, men bestemt ikke en vranglære. 

Ulven kommer

Hvorfor har nogle behov for at lave denne slags anklager mod andre kristne når det er åbenbart grundløst? Måske fordi de har et verdensbillede hvor der skal være good guys og bad guys. Hvor der skal være vranglærere som truer kristentroen, for ellers holder deres teoriere om Jesu genkomst ikke. Det er ærgerligt når verden skal tilpasses vores teorier, fremfor at vi lader både verden og bibelen udfordre vores tænkning. Gid vi i det mindste vil lade være med at kalde gode kristne for vranglærere, for hvad gør vi så når der virkelig dukker vranglærere op? Hvem vil så tro på at ulven kommer?

Vil kommunist Kina acceptere Kristendommen?

Som vært på TV programmet Livsrummet havde jeg en spændende gæst igår. Anton Van Der Laake fra China Mission Impact. Han har arbejdet som missionær i en lang årrække i Kina og havde et indgående kendskab til landets politiske, økonomiske og åndelige udvikling. Det interessante er at op mod 10% af Kinas befolkning er kristne idag. Hvis udviklingen fortsætter vil hver tredje kineser være kristen om 30 år. Det er historiens største folkevækkelse hvis man måler i antal mennesker. 

Tidligere har det kommunistiske regime i landet forfulgt de kristne kirker og man talte før om "undergrundskirken". Det giver ikke længere mening. Nu skelner man mellem "registrerede" og "uregistrerede" kirker En lang række fremtrædende personligheder i landet bekender sig åbent som kristen og i de sydlige provinser kan man nu se kirketårn efter kirketårn skyde op i de større byer. Der findes kirker med op mod 3000 medlemmer hvor undergrundskirken før i tiden højst havde 25 medlemmer i de små husmenigheder. 

Det kommunistiske regime havde ifølge min gæst anerkendt behovet for kristne værdier i et land hvor kun økonomi og militær binder folket sammen. Gamle traditionelle værdier og det kommunistiske masse begreb kan ikke længere anvendes i en verden hvor en økonomiske individualiseret kultur vinder indpas. Det kinesiske folk mangler en mening med deres egen eksistens udover økonomiske velstand. 

Derfor er der stor moralsk forvirring blandt især de unge i byerne hvor pornoficering og materialisering vokser i højt tempo, men altså også et andet modsvar, nemlig kristendommen. Hver dag bliver tusindvis af især unge veluddannede fra storbyerne døbt og en del af den kristne kirke. 

Hvilket Kina det vil føre til er svært at forudsige, men det er da interessant at det største land i verden, oplever en kristen vækkelse uden sidestykke. Økonomisk vækst alene kan ikke bære et folk. Kristendommen er den tro som evner at bære det individuelle menneske og give tro, håb og kærlighed. 

Jeg overgiver mig en lille smule

Jeg overvejer at overgive mig en lille smule til den herskende space kultur. Jeg er ikke helt overbevist om at det ikke bare er Kongens nye Klæder vi taler om, når vi taler om hvordan internet space forandrer hele vores måde at tænke sted og tid på. Det ser overvældende og flot ud når vi pludselig kan linke til folk og fæ som vi ikke har set i årevis og som vi kan dele vores øjeblikkelige og personlige oplevelser med via mobil og facebook. Men mennesker er jo stadig mennesker og en fysisk kontakt kan stadig ikke erstattes af et museklik. Midt i vores eufori om en ny og bedre verden, så er der stadig nogle grundlæggende ting som mennesket ikke kan leve uden. Tro, håb og kærlighed er mere end et flot slogan. Og det kan ikke skabes af ny teknologi, men nok formidles til en vis grad.
Så jeg overgiver mig lidt til den nye teknologi, men på en reserveret måde. Jeg vil gerne finde ud af hvordan jeg kan bruge den som et middel, men uden at blive opslugt af den. Jeg gider ikke sidde i timevis og blogge og tjekke facebook og sætte mig ind i de nyeste gadgets. Jeg insisterer på at det vigtigste i menneskelivet, og dermed det som bør tage mest tid og energi, sker i mødet mellem mennesker, liv, Gud og natur.
Men jeg tager et lille skridt og opretter bloggen og så må vi se hvordan jeg som menneske kan udnytte space uden at lade space æde mig.