En vranglærer forråder kristendommen
I kristendommen er ordet "vranglærer" meget stærkt. I ordet ligger en betydning af at nogen underviser om noget som er helt forkert i forhold til det kristne budskab og hvis man følger dem så mister man sin frelse. Ordet bruges som sådan kun i 2 Pet 2v1-3 hvor Peter på det kraftigste advarer mod disse, men det ligger også implicit i nogle af de modstandere som Paulus kæmpede hårdt imod og de falske profeter og lærere som Jesus advarede om. Den typiske forståelse af ordet vranglærer er en som bevidst eller ubevidst forråder kristendommen og leder andre til at gøre det samme.
Farligt at beskylde andre for at være vranglærer
Jesus oplevede selv at blive beskyldt for at være besat af en ond ånd. Hans gensvar var at de som sagde dette, ikke blot fornærmede ham, men Helligånden som var i Jesus. Hos Johannes taler Jesus mange gange om at kærligheden til hinanden er det helt essentielle i kristendommen. Enhed er et andet gennemgående træk i alt hvad Gud gør. Når vi derfor beskylder nogen for at være vranglærer, så må vi virkelig være sikker i vores sag, for ellers bryder vi mod det som Jesus angiver som det største og vigtigste bud.
Rob Bell er ikke vranglærere
Rob Bell er mand som tror på at Jesus er Guds søn som døde, opstod og vil vende tilbage igen. At vi får syndernes tilgivelse ved tro på hans navn. Han kalder folk til at vende sig mod Jesus og finde troen og frelsen i ham. Det er det helt centrale i kristendommen. Han fornægter ikke engang Helvede som enhver læser af hans bog vil kunne konstatere, han håber og tror at folk får en ny chance efter døden til at vende sig mod Kristus når de ser hvordan verden virkelig er skruet sammen. Man kan være enig eller uenig, men det er en diskussion som klart foregår indenfor kristendommens felt. Vi har ingen ret til at kalde ham for vranglærer.
Lyt dog til hvad manden siger
Så er der Rick Warren som bliver udråbt som den der vil forene islam og kristendom. Ufatteligt at der er folk som kan fastholde denne påstand når Rick rent faktisk aldrig har sagt noget i den retning og gentagne gange har taget afstand fra den beskyldning. Hans eneste "forbrydelse" er at han har opfordret både kristne og muslimer om at gå sammen og gøre godt i vores samfund. En modig tanke, spændende, måske kontroversiel, men bestemt ikke en vranglære.
Ulven kommer
Hvorfor har nogle behov for at lave denne slags anklager mod andre kristne når det er åbenbart grundløst? Måske fordi de har et verdensbillede hvor der skal være good guys og bad guys. Hvor der skal være vranglærere som truer kristentroen, for ellers holder deres teoriere om Jesu genkomst ikke. Det er ærgerligt når verden skal tilpasses vores teorier, fremfor at vi lader både verden og bibelen udfordre vores tænkning. Gid vi i det mindste vil lade være med at kalde gode kristne for vranglærere, for hvad gør vi så når der virkelig dukker vranglærere op? Hvem vil så tro på at ulven kommer?
Interessant indlæg, og jeg kan kun støtte op om dine betragtninger.
SvarSletKirken har brug for at være i dialog med sig selv og sin omverden. En dialog er kendetegnet ved en åben undrende tilgang til den anden eller det andet, uden at man hårdnakket står fast på sin egen ret og overbevisning. Når forskellige stemmer, tolkninger og vægtlægninger kommer frem i lyset, opstår der noget helt nyt – en nyskabelse som vi oplever den i skuespillets improvisation. De forskellige roller udfordrer os til ikke bare at agere som passive publikummer eller som reserverede kritikere. Vi inviteres med ind i selve fortællingen, som skaber os, og som vi samtidig er med til at skabe.
Polemikken omkring Rob Bells bog 'Love Wins' har derimod været kendetegnet af en polariseret, sort/hvid og en til tider aggressiv amerikansk debatkultur, som den også bl.a. kommer til udtryk i de henholdsvis demokratiske og republikanske valgkampagner. Det er en diskussionsform, der skaber et os og et dem. Enten er man inkluderet, eller også ekskluderes man. Der opstår ikke noget nyt. Vi kan kun blive enige om, at vi enten er enige eller uenige
Det er en måde at diskutere på, der firkantet kategoriserer, og det bliver nemt at placere personer/emner inden for grove og unuancerede inddelinger, som bl.a. kommer til udtryk i rubriceringen af kristne som enten konservative eller liberale.
I det danske samfund har vi haft en berigende tradition for at være i dialog, og med Hal Koch som stor inspirationskilde har vi lagt vægt på demokrati som en samtale.
At samtale indbefatter det risikomoment, at man kan ende med at blive overtalt, men det smukke ved samtalen er, at der ofte opstår noget nyt og uventet – noget fælles tredje. Det kræver en nysgerrighed over for samtalepartnerens tolkninger og argumenter, og det kræver en saglighed, som fokuserer på sagen frem for personen/rygtet.
Jeg er også stødt på flyvske kommentarer om Rob Bell: ”Er det ikke ham, der ikke tror på Helvede?”, ”udvander han ikke kristendommen?” og ”han er jo universalist!”, og det er fra personer, som ikke har læst en af hans bøger overhovedet.
Rob Bell er ikke farlig, og han forkynder ikke vranglære. Han er optaget af et emne, som er blevet diskuteret i århundreder. Man behøver ikke at være enig i alt, hvad han siger, men man må respektere, at han tager sin rolle i det store skuespil seriøst, og det bør vi lade os inspirere og provokere af. Det kunne være, vi blev klogere på, hvor vi selv står?
Der er i hvertfald et behov for en genrefleksion over Himmel og Helvede, som ikke tager sit udgangspunkt i middelalderlig overtro, som kan give mening for en moderne kristen, og som kan være med til at udfordre og inspirere det samfund, vi er en del af. Der er 'Love Wins' et bidrag og en klar stemme i den samtale – om man er uenig eller ej.